Virkelighedsnær undervisning
Maskinførerelever træner med SBH-gravekasser fra TZACHO
Skrevet af Tanja Bisgaard Jensen | Fotos: Mercantec – Ulfborg Kjærgaard
På byggepladsen ved Mercantec – Ulfborg Kjærgaard summer det af aktivitet. Under en blå himmel og med gravemaskiner i fuld sving er maskinførerhold 23.2 i gang med deres første praktiske prøve.
Med fokus, præcision og samarbejde arbejder eleverne med det samme udstyr, som bruges på landets byggepladser – og det er præcis sådan, det skal være. Derfor er to SBH S600-gravekasser stillet til rådighed af TZACHO som led i en ny samarbejdsaftale, der skal gøre undervisningen endnu mere virkelighedsnær.
”Hos TZACHO ser vi det som vores ansvar at bidrage til, at fremtidens maskinførere får praktisk erfaring med det udstyr og de arbejdssituationer, de kommer til at møde i virkeligheden. Sikkerhed, faglighed og hands-on erfaring er afgørende – og det lærer man ikke alene fra en lærebog,” lyder det fra TZACHO.
Aftalen mellem Mercantec og TZACHO omfatter ikke to SBH-gravekasser. Den indebærer også muligheden for, at TZACHO deltager i undervisningen med fokus på sikkerhedsmæssigt korrekt brug af gravekasser.
”Vi vil gerne være med til at sikre, at kommende maskinførere ikke bare har styr på teknikken, men også på sikkerheden. Det handler om at få det ind i hænderne,” lyder det fra TZACHO
Serie 600: Kendt udstyr i undervisningen
De to gravekasser, som eleverne ved Mercantec Ulfborg Kjærgaard benytter, er af typen Serie 600 og måler 3,5 x 2,4 meter. Valget faldt på netop S600, da gravekasserne er opbygget med fleksible spindler og bolt-og-split-montage, hvilket gør dem nemme at samle, håndtere og adskille – en vigtig fordel i undervisningssammenhæng.
Det er samtidig en gravekasse, som eleverne med stor sandsynlighed vil møde ude på byggepladserne. S600 er populær blandt TZACHOs kunder – det robuste og langtidsholdbare design gør modellen ideel til eksempelvis rørlægningsprojekter i byområder, hvor højt jordtryk fra bygninger og trafik kræver ekstra styrke og sikkerhed.


