fbpx

TZACHO overtager tidligere JMM-bygninger i Rønnede

Den jyske leverandør til bygge- og anlægsbranchen har så stor aktivitet på Sjælland, at de nu åbner en fast afdeling på Industrivej 9 i Rønnede, hvor Johs. Møllers Maskiner tidligere har holdt til.

TZACHO har længe haft stor aktivitet på Sjælland. Med de mange store projekter, der er i gang rundt omkring, er aktiviteten fortsat med at stige og ser kun ud til at fortsætte samme vej. Derfor har virksomheden, med hovedsæde i Hadsten, nu overtaget JMM’s tidligere bygninger i Rønnede og åbner en fuldt udstyret afdeling med værksted, kontor og lager.

”Vi får stadigvæk mere fat i branchen i takt med, at vi får vist, hvad vi står for og kan levere. Det kan vi heldigvis også mærke på værkstederne og telefonerne. Vi har længe set et stort potentiale i at være fysisk tilstede på Sjælland, og som tingene har udviklet sig, er det potentiale bestemt ikke blevet mindre.”

TZACHO-Industrivej-9-4683-Rønnede

Stort værksted og udlejningslager tæt på Sydmotorvejen

Udvidelsen af Sjællandsafdelingen sker i første omgang for at imødekomme et behov om større tilstedeværelse, og for at komme tættere på kunderne med serviceopgaver og udlejning af pumper og gravekasser. Men det skyldes mindst lige så meget et ønske om at skabe rammerne til at fortsætte væksten og få noget mere fleksibilitet, der gør det nemmere at rykke ud til reparations opgaver.

 

Med et samlet bygningsareal på godt 1.400 m² og en grund på ca. 5.000 m² forventer man nu at have rammerne på plads i mange år fremover.

”Vi har faktisk allerede så mange udkald på Sjælland, at vi sender servicemontører fra Hadsten derover jævnligt. Den transport tager jo tid. Så med mere mandskab på Sjælland, bliver vi meget bedre i stand til at rykke hurtigere ud. Samtidig har vi rigtig mange udlejninger af specielt pumper og gravekasser og med alt det, der sker i København og omkring Femern, kommer vi til at ligge rigtig godt i Rønnede med motorvejen nærmest i baghaven.”

Selvom man nu udvider på Sjælland, ændrer det ikke noget på virksomhedens struktur eller den daglige gang på hovedkontoret i Hadsten. Det er derimod en opskalering af aktiviteterne og en del af den strategi, der skal styrke virksomhedens position som leverandør i bygge- og anlægsbranchen. Den nye afdeling forventes at være endeligt oppe at køre efter påsken.

Om TZACHO

TZACHO forhandler et af landets største sortimenter inden for pumper og pumpetilbehør, gravekasser, funderingsudstyr samt håndholdt og maskinmonteret hydraulisk udstyr. Virksomheden er dansk eneforhandler på flere globalt førende brands, så kunderne altid får stærkt og pålideligt udstyr.

Foruden salg og udlejning har TZACHO også egenproduktion og udfører service og reparationsopgaver på værkstederne eller ude i marken, så kunderne altid er kørende.

Scroll to Top